Fædre og mødre forsøger at satirisere den moderne forældrerivalisering og hierarki, der er fremherskende i skolemiljøet, men mister fodsporet undervejs. Humoren, der er beregnet til at fremhæve absurditeten af forældrekonkurrence, falder fladt og føles ofte tvunget. Historien, selvom den er sat i et genkendeligt scenario, udvikler sig til en ubarmhjertig skildring af menneskelig adfærd, der efterlader publikum mere forvirrede end oplyste.
Karaktererne, især det centrale par, navigerer på en sti af latterliggørelse og foragt over for deres medforældre og, desværre, over for børnene også. Den underliggende hån, der er rettet mod de overdrevne forældre, bliver til en bitter skildring af menneskelig interaktion, der kulminerer i en fortælling, der synes at belønne negativ adfærd.
Filmen gør lidt for at give en resolution eller vække en dybere forståelse af dens tematiske bekymringer, og efterlader publikum med flere spørgsmål end svar. Interaktionerne blandt forældre, og mellem forældre og børn, er malet med en bred pensel af negativitet. Det er nedslående at se en fortælling, der, mens den sigter mod humor, ender med at vise en verden, hvor dårlig behandling af andre er et middel til et mål.
Desuden kommer de komiske elementer, som kunne have givet en meget tiltrængt pause fra den hårde fortælling, over som kedelige og uinspirerende. Vittighederne mangler slagkraft, og den komiske timing føles forkert, hvilket bidrager til en overordnet trist seeroplevelse.
Fædre og mødre havde potentialet til at give et komisk, men indsigtsgivende blik på moderne forældrekampe. Imidlertid ender det med at male et cynisk billede af menneskelig interaktion og en dyster udsigt til fællesskabsforældreskab, hvilket efterlader en bitter smag og et uopfyldt løfte om humor og forståelse.
I en verden, hvor empati og venlighed er mere nødvendige end nogensinde, misser “Fædre og mødre” mærket i at levere en besked, der resonerer med sit publikum, og bidrager i sidste ende til en fortælling, der synes at sige, ‘behandl folk dårligt, og du får, hvad du vil have.’ Er dette virkelig den lektie, vi ønsker at formidle?
