Blade Runner 2049 er virkelig en fryd for øjet, en film der forvandler hver scene til et kunstværk. Denis Villeneuve og Roger Deakins har skabt en verden, der er lige så hypnotiserende som den er foruroligende. Det er en film, der ikke bare ses – den opleves. Den visuelle fortælling er ekstremt mageløs og overvældende.
Sammenligningen med den originale Blade Runner er uundgåelig. Ridley Scotts mesterværk fra 1982 satte en høj standard med sin banebrydende æstetik og dybe filosofiske spørgsmål. At Blade Runner 2049 ikke blot lever op til originalen, men i mime øjne måske endda overgår den, er et klart vidnesbyrd om Villeneuves dygtighed som instruktør – og måske derfor, han er en af mine absolut favorit-instruktører.
Filmens evne til at udvide og fordybe universet, mens den stadig holder sig tro mod originalens ånd, er intet mindre end en kæmpe bedrift.
Det er fascinerende overhovedet at overveje, om Blade Runner 2049 rent faktisk er bedre end sin forløber – der er en monster mesterværk. Og det er sikkert et spørgsmål, der kan splitte fans og kritikere. Nogle kan argumentere for, at den originale films banebrydende natur og indflydelse på science fiction-genren er uovertruffen. Andre, som undertegnede, peger på “2049’s” uovertrufne visuelle stil og dybere udforskning af de temaer, Ridley Scott introducerede. Det er et spørgsmål, der inviterer til gentagne visioneringer og vedvarende debat.
I have memories, but they’re not real.
‘K’
They’re just implants.
Blade Runner 2049 skiller sig ud som et sjældent eksempel på en efterfølger, der både respekterer og udvider sin forløbers arv. Min store lidenskab for filmen understreger – for mig – dens status som et betydningsfuldt værk i den moderne filmhistorie, især inden for science fiction. Den her film ikke bare er en sekventiel fortsættelse, men en evolutionær udvikling i “Blade Runner”-sagaen.
