Project Hail Mary føles som en af de sjældne filmatiseringer, der ikke bare løber efter bogen med tungen ude af halsen, men faktisk finder sin egen rytme som film. Andy Weirs roman er fuld af indre monolog, naturvidenskabelig nørdeglæde og små geniale omveje, så noget må nødvendigvis falde fra i overgangen til lærredet. Men filmen lander imponerende blødt, fordi Phil Lord og Christopher Miller forstår, at det vigtigste ikke er at tage hver eneste side med, men at bevare bogens hjerne, hjerte og fjollede charme.
Ryan Gosling rammer plet i rummet
Og ja, Ryan Gosling som Ryland Grace er nærmest irriterende godt castet. Han har den dér sjældne evne til at ligne en mand, der både kan regne noget umuligt ud og samtidig snuble charmerende ind i panik. Det er præcis den balance figuren behøver. I en tungere eller mere selvhøjtidelig udgave kunne filmen være endt som “interstellar lektiecafé”, men Gosling giver den varme, nervøs energi og komisk timing, så de videnskabelige forklaringer aldrig føles som tavleundervisning med nul sukker.
Det visuelle er også en kæmpe del af, hvorfor filmen fungerer så godt. Med Greig Fraser som fotograf ser filmen ikke bare dyr ud; den ser gennemtænkt ud. Rummet føles både storslået og klaustrofobisk, og billederne hjælper historien i stedet for bare at stå og posere som en meget flot Instagram-konto med iltmangel. Den slags sci-fi, hvor man både mærker skalaen og ensomheden, er svær at ramme, men filmen gør det med overraskende let hånd.
Det, jeg især synes filmen gør klogt, er, at den ikke prøver at være “mørkere” end bogen for at virke vigtig. Den tør være morsom, nørdet og følelsesmæssigt åben. Det er en stor styrke. Mange moderne sci-fi-film tror, at alvor automatisk bliver dybde; Project Hail Mary husker i stedet, at begejstring også kan være filmisk brændstof. Derfor giver det god mening, at danske anmeldere har fremhævet netop dens rørende og opfindsomme balance mellem humor og alvor.
Ikke alt fra bogen overlever turen
Min lille anke ligger samme sted som din boglæser-sorg sikkert også bor: når en roman med så meget detaljeret problemløsning skal ned i en spilletid på 2 timer og 36 minutter, vil nogle mellemregninger og nuancer uundgåeligt ryge ud af airlocken. Filmen er så velolieret, at den enkelte steder mister lidt af bogens hyggelige “nu skal vi nørde os gennem katastrofen”-fornemmelse. Men det er ærlig talt en luksusklage. Som adaptation er den usædvanligt sikker i hånden.
Project Hail Mary er den sjældne store studie-sci-fi, der både vil underholde, røre og aktivere hjernebarken uden at lyde som en fysikbog med produktionsbudget. Den er ikke en kopi af romanen, men den forstår dens sjæl, og det er langt vigtigere. Så ja: visuelt flot, stærkt castet og med Ryan Gosling i præcis den toneart, hvor hans komik gør figuren mere menneskelig i stedet for mindre heroisk. En meget vellykket filmatisering — og et bevis på, at rumfilm godt må være både kloge og charmerende uden at gå fuld gravalvor i stjernehimlen.
