Indiana Jones and the Dial of Destiny markerer et nostalgisk genforening med den legendariske arkæolog og eventyrer. Filmen formår, at være betydeligt bedre end dens forgænger (hvilket desværre ikke siger så meget). Det skyldes delvist de velplacerede call-backs til den allerførste film, som ikke blot fungerer som en hyldest til seriens rødder, men også bringer en velkendt og elsket følelse frem hos fans.
Instruktøren, James Mangold, har taget tøjlerne fra Steven Spielberg, og det kan mærkes. Mangold, kendt for sin dygtige håndtering af karakterdrevne historier, formår at bringe en ny dybde til Indiana Jones’ karakter. Der er en tydelig balance mellem at respektere den originale films arv og samtidig introducere nye elementer, som holder franchisen frisk og relevant.
Skuespillet er solidt, med Harrison Ford, der trods sin alder stadig indfanger essensen af den karismatiske og eventyrlystne Jones. Han bringer en vis værdighed og melankoli til rollen, som passer perfekt med hans aldrende karakter. I virkeligheden tror jeg, at Harrison Ford ER Indiana Jones.
Og at man så har tilføjet Phoebe Waller-Bridge til bunken af allerede store skuespillere, der igennem alle 5 film, har været en del af Indiana Jones-universet, er specielt ikke en dårlig ting.
Mads Mikkelsen som skurken funkgerer jo altid godt. Han får måske ikke så meget skærmtid som man kunne ønske, men han formår at fylde godt, når han er med. Det er imponerende at han efterhånden har været med i alle de store film-franchises. Men det er fordi, han virkelig er god.
Billederne og de visuelle effekter er, som forventet, i topklasse. Filmen formår at fange den klassiske Indiana Jones-æstetik samtidig med, at den tilføjer moderne filmteknikker, hvilket skaber en visuel fest for øjet.
Og for første gange (tror jeg), virker den “de-aging” der er brugt i filmens start, overbevisende.
Manuskriptet er en blanding af humor, spænding og eventyr – en ægte homage til de tidligere film. De nostalgiske elementer er vævet elegant ind i plottet uden at virke påtvungne eller overdrevne.
Til trods for sine styrker, er filmen dog ikke uden svagheder. Nogle af de nye karakterer og plotvendinger føles en anelse forudsigelige, og filmens tempo kan til tider virke ujævnt.
Sammenligningsvist står Indiana Jones and the Dial of Destiny stærkt i forhold til de tidligere film i serien, især når man sammenligner den med den sidste film, Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull. Denne nye tilføjelse til franchisen blander gammelt med nyt på en måde, der både er respektfuld og innovativ.
Alt i alt, Indiana Jones and the Dial of Destiny er en værdig afslutning på en kæmpe franchise, der formår at indfange den ægte Indiana Jones-ånd. Den er en sjov og underholdende film, der med sine nostalgiske call-backs, solidt skuespil og flotte visuelle effekter helt sikkert vil glæde både gamle fans og nye tilskuere.
